Vi bruger frikadellen i mange sammenhæng, det siger noget om, hvor meget vi elsker den. Frikadellens flugt over plankeværket, du er da en værre frikadelle, ørefrikadeller, slag i frikadellen og frikadelle dansker. Frikadellen er en del af vores liv, sprog og kultur.

 

 

 

Dét, at komme ud af slagteren, med en lun delle indpakket i pergamentpapir, hvor fedt pletterne trænger igennem og en klapsammen af mørkt rugbrød med smør eller fedt. Så er der dømt dansk frikadelle.

 

Frikadeller er mange ting; fiskefrikadeller, katoffelfrikadeller, frikadunser, kanonkugler, köttbuller, vegetarfrikadeller, grove deller, døde fyrbødere, meatballs, dragonnosser, håndgranater, mavebomber, løvelorte og selvfølgelige alle de andre ting, som ens fantasi gør dem til.

 

Ordet frikadelle findes både på fransk (fricandelles; i dag er det kylling pølse) tysk (frikadelle), italiensk (frittella, det er runde pandekager), og nederlandsk (frikandel også en pølse), så lige som med så meget andet, man tror er dét mest danske, har vi heldigvis inspireret og ladet os inspirerer af andre lande. Måske kommer ordet af frikassé, det franske ord frire betyder at stege og casser betyder at knuse, slå i stykker.

 

Det er en stegt kugle, der er trykket sammen på midten, som er lavet af en fars, som man også laver en falafel, den er vel en kikærtefrikadelle.

Ligesom en postej kan have forskellige ingredienser, kan frikadellen komme i mange varianter, hvorimod krebinetter og karbonader, er kød, der er paneret i æg og rasp, eller er de det? For her er sikkert også mange varianter, for slet ikke at tale om hakkebøffen.

Som dansk nationalret skelner man mellem den grove og den fine frikadelle, alt efter om man spiste på den jyske kro, eller spiste på de førende restauranter i København.

 

”GROVE NORDJYSKE FRIKADELLER

 

  2 kg flæskebov hakkes gennem maskinen, men kun en gang, med 2 store løg. Kødet æltes med en halv liter fløde, 4 æg, 125 g mel, hvid peber, en halv tskf. groft køkkensalt og en anelse carry. Steges lyse i rigeligt smør.”

 

Det var god solid bondekost efter en hård dags arbejde på gården eller i marken.

 

De døde frikadeller er derimod et by fænomen, hvor man bruger kødrester, stegt eller kogt, resterne fra dagen før, eller kødpålæg, som man hakker, blander og steger ligesom med de levende og de kan skam smage glimrende.

 

Gad vide om fulskager var forfaderen til frikadellen. En fulskage er kød med fedt, der er rullet i bugmel og mælk, og så er den kogt, denne ret stammer fra Sejrø, men blev bragt til København, da folk flyttede fra landet til byerne.

 

Og så er der jo mors frikadeller, sådan som en rigtig frikadelle skal smage, og her er sikkert mange svar. Som min mor laver dem; små, saftige, (og efter en tur til Grækenland), med krydderier som frisk oregano og paprika.

 

Det er meget vigtigt med tilbehøret, der skal hvide kartofler til, hvis man laver retten på gammel dansk manér, rigtig mange vil sige brunt smør sovs, men på Fyn vil mange sige løgsovs. Den jævnede sovs bliver en drøj omgang, men sådan kan nogle folk godt lide tilbehøret til deres frikadelle.

På mellemmaden kan det være alt fra bare en klapsammen til det højtbelagte eller hvad med en frikadelle sandwich. En ting jeg sætter pris på, er syltede grønsager, agurkesalat, cornichoner, asier eller rødbeder, det er en absolut nødvendighed.

 

Det var først med opfindelsen af kødhakkemaskinen, at det blev muligt for husmoren, at lave fars, effektivt. Den blev opfundet af tyskeren Karl Drais i midten af 1800 tallet. Karl Drais opfandt mange brugbare ting, og er også kendt for den første cykel, der godt nok var uden pedaler.

Kødhakkemaskinen vandt hurtigt indpas i mange hjem. Så fra at være en meget fin og tidskrævende delikatesse, blev frikadellen og leverpostejen dagligdags mad, for dem der havde råd.

 

Først kører man kødet igennem kødhakkeren, det antal gange der er nødvendigt, for at få den grovhed, man ønsker i farsen, til sidst igennem med løg og tørt brød for, at få den sidste rest kød ud af maskinen.

Et lidt andet arbejde end de 500 g. hakket fra supermarkedet, men det har den fordel, at man ved, hvad farsen består af.

 

 

For at vi ikke alle skal ende som Storm P, så smukt illustrerer det her, skal vi, engang imellem, eksperimenterer med frikadellen.  Her kommer min version, det er de frikadeller, I kan se på det øverste billede.

 

 

Tofu Frikadeller

med fetaost og syltet chili.

 

500 g Tofu naturel, 2 æg, 2 løg der rives fint, 100 g hvede mel, 100 g rasp, 1 d. mælk, 150 g fetaost i tern, 2 spsk. syltet chili, 2 spsk. oregano 1 spsk. paprika, salt og peber.

 

Riv med fingrene tofuen i mindre stykker i en rumlig skål, og kom så alle de andre ingredienser i skålen, undtagen fetaosten. Brug en stavblender, til at hakke farsen, det må gerne være grovfars. Efter et stykke tid tilsæt fetaosten, der må gerne være hele stykker feta tilbage i farsen. Juster farsen, med mælk og mel, til den er tilstrækkelig klæg.

Steges i wok ved høj varme.

Serveres med ris og tomatsovs.

 

Litteratur:

Wikipedia.

Madpakken af Rene Buhlmann og Stig Puschl.

Danske nationalretter af Gunhild Gansing og Ellinor Petersen.

Sort på hvidt af R. Broby-Johansen.

 

Comments Én kommentar »

foto: Jens Langnerjeg har prøvet det så mange gange, jeg kommer til at sige noget, og er derefter nød til at ønske, jeg kunne spise ordene igen.

Jeg sad sammen med nogle venner på en café og drak kaffe.

Denne unge fyr med bukser med malerpletter, der skal hænge nede om knæene og afsløre mærke-underbukserne og en hættetrøje i skrigefarver, kom dalrende hen af fortovet.

Jeg kom med den typiske: ”Se lige, enhver svigermors drøm”

Det bruste ud af munden på mig uden, at jeg havde tænkt mig om. Den unge mand går derefter over vejen, og hilser meget høfligt på en ældre dame, der sikkert var hans bedstemor.

Jeg kunne have sunket i et hul, da jeg ikke selv bryder mig om at blive sat i bås.

Men vi gør det hele tiden.

B-mennesker er dovne.

Jyder er nærige.

Tyskere tænker som maskiner.

Svenskere er autoritetstro.

Blondiner er dumme.

Demonstranter kaster med sten.

Og indvandrere gider jeg slet ikke tænke på.

Hvad bruger vi så disse bokse til?

Der er en tryghed ved at vide, hvad der er rigtigt, og at man ihvertilfald har tjek på, hvordan de andre vil opføre sig.

Det er dejligt nemt, at kunne holde orden i virkeligheden på denne måde.

Politik er kedelig.

Computerteknik er for nørder.

Kolonihaver er for Hr. og Fr. Jensen.

Caffelatte er for snobber.

Forenklinger er skønne, som løsningen på et problem, så er det ligegyldigt, at det langt fra altid gælder.

Det er jo den måde, at partier har vundet valg på, at journalister har solgt aviser på, forfattere solgt bøger på, det er den måde, man taler til den laveste fællesnævner.

Men virkeligheden er utrolig meget mere nuanceret, den er som en fraktal, der aldrig er ens, men altid forskellig.

Det er derfor, naturen er skøn i dens mangfoldighed og utrolig kompliceret, så kompliceret, vi ikke forstår en brøkdel af den og da slet ikke vores egen hjerne.

Comments Ingen kommentarer »